Tak for muligheden for at kommunikere direkte med Kristeligt Dagblads læsere på bloggen her under valgkampen. Det er min hensigt at skrive hver dag og jeg skal så vidt muligt svare på de spørgsmål og kommentarer der måtte komme fra læserne.
Når vi relativt kort efter den 13. november får en ny regering, med den første kvindelige statsminister i Danmarks-historien i spidsen, får vi også påbegyndt arbejdet med at få en forfatning for folkekirken. De første grundlovsfædre havde den tanke, at der skulle laves en forfatning for folkekirken, og nu over 150 år efter bliver det snart en realitet.
Folkekirken skal have en forfatning, som primært er udarbejdet af kirken selv. En bred arbejdsgruppe skal sættes i gang med arbejdet, og der er ikke noget hastværk, men målet er klart. Vi skal have en stor, stærk, levende og vedkommende folkekirken, som kan stå på egne ben.
Det er på høje tid at den danske folkekirke bliver sluppet fri. Det giver ingen mening at kirkens egentlige overhoved er den kirkeminister der er udpeget af den til enhver tid siddende regerings statsminister.
Når SRSF-regeringen er en realitet tilbyder jeg mig gerne som den første kirkeminister der gør sit eget ministerium overflødigt.