Det er helt fortvivlende, at så relativt mange mennesker i vores samfund prøver, og af og til lykkes med, at begå selvmord.
SF har tre gange fremsat forslag i folketingssalen om at der skal ydes hurtig og effektiv hjælp og støtte til personer, som har prøvet at begå selvmord. Det er utrolig vigtigt med en hurtig indsats indenfor 48 timer. Det er også meget vigtigt at hospitalerne ikke bare sender folk på gaden efter endt behandling, eksempelvis for for stort pilleindtag, beskadiget pulsåre osv.
Kommunerne har en kæmpe forpligtelse i forhold til at yde et godt efterværn for mennesker der har ondt i livet.
Alle dele af samfundet har et ansvar for, at forebygge tendensen til at unge ser selvmord som en vej ud af problemerne.
SF fremsætter gerne forslaget endnu engang, og forhåbentlig snart med større opbakning fra de andre partier i folketinget.
Et større problem, mener jeg, er at det system der skulle hjælpe i rigtig mange tilfælde er hurtige til at smide folk hjem uden anden støtte end et glas piller. Altså er der ikke “grund” til at prøve systemet igen når det så bliver til tanker om selvmord. Ingen hjælp at hente.
Måske var det bedre at forebygge end at helbrede?
Her i Danmark er der mange som enten ikke må se deres børn eller deres ene forælder – alene fordi den anden forælder (typisk moderen) har sørget for at det er sådan. Loven skulle hjælpe børn og forældre – men i praksis er sagen en anden. Vil en moder ikke have at børn og far ser hinanden, forhindrer hun blot samvær i så lang tid at når sagen endelig kommer i en retssag, taber far og børn da det nu vurderes at børnene er faldet til i nye omgivelser.
Mere end hver 3. ægteskab ender i skilsmisse. Mange flere forhold brydes. Hvorfor skal det i Danmark gå ud over børn og fære når mor ikke synes om far? På sigt ikke alene ødelægger det folk, “arven” gives videre til de næste børn…