Pernille Vigs

DF melder i dag ud, at der skal være endnu flere tests i folkeskolen. Det bliver efterhånden svært at se, hvornår den enkelte lærer skal få tid til undervisning, når strømmen af nationale tests, elevplaner, obligatoriske prøver og kommunens kvalitetsrapporter vinder over metodefrihed, pædagogik og almindelig almendannelse.

Det er det letteste i verden at indføre en statsskole, hvor det fra centralt hold besluttes hvad der skal ske på hver eneste folkeskole landet over. Det er nemt at fratage læreren retten til selv at tilrettelægge undervisningen, og metoden til hvordan læringen skal foregå. Men resultatet bliver derefter:

Viden på samlebånd, konkurrencementalitet, skoletræthed, nederlagsfølelse for de svageste, lærere der mister lysten til jobbet, stress, følelsen af overvågning og tilsidesættelse af de forældrevalgte bestyrelsers kompetencer til at beslutte skolens linje og udvikling.

 Jeg ønsker mig at gå helt tilbage “ad fontes” – til kilderne. Til Grundtvig, og skole for livet. Til oplysning, dannelse og det hele menneske. Til fortælling og det at vise undere, dvs. undervise. Til en decentral folkeskole, hvor lærere, forældre, ledelse og elever i fællesskab finder ud af, hvordan præcis VORES skole skal være. Så kan dem i nabobyen finde ud af, hvordan deres skole skal være – med nogle andre lærere, forældre, ledere og børn.

Er dét synspunkt udtryk for pladder-romantik? Næh, det er såmænd den folkeskole der har bibragt Danmark den velstand og velfærd og det folkestyre som vi bryster os af i hele verden. Lad nu ikke statsskole-centralisterne – og DF – smide det hele ud med badevandet!

Det er så grotesk at høre, hvordan man i et af verdens rigeste lande – vores eget såmænd – sætter børn på gaden pga. forældrenes fattigdom. Et barn skal aldrig opleve at blive smidt ud fra sin bolig i et land som Danmark.

Ens hjem er ens trygge base, hvor bamserne står på hylden, hvor ens seng og ens legetøjsbiler står parkeret henne under vinduet, og hvor mor og far sidder inde i stuen og ser tv, når man selv putter under dynen.

Hvad er dem dybere mening med at lade de sociale problemer og fattigdommen gå i arv fra forældre til børn, fordi man som samfund ikke føler sig forpligtet til at undgå – 100% undgå – fattige børn, der oplever at familien sættes på gaden – og det endda op til flere gange!

Venstres nykronede socialminister Karen Jespersen virker ragende utroværdig, når hun påstår hun vil gøre noget. Hun var socialminister i 90´erne og gjorde ikke det mindste for at bryde negativ social arv, selv om hun havde alle chancer. Nu har hun chancen igen, og står bare og skingrer, lige som Claus Hjort, og Eva Kjer før hende, at “det skal kunne betale sig at arbejde”. Og derfor vil Venstre hellere holde folk i fattigdom med et kontanthjælpsloft, end at hæve de laveste lønninger – eller at fjerne bundskatten for eksempel. 

Jeg er målløs over de seneste opgørelser over børn som vokser op i fattigdom i Danmark, og jeg tror at vi skal være glade fo,r at Karen Jespersen er hvor hun er. – Venstre taber terræn, og vi får en SOCIAL minister til at tage vare på disse børn efter valget - han hedder Villy Søvndal, håber jeg. 

Heldigvis ved de fleste nu, at menneskehandel, og herunder kvindehandel, er en verdensomspændende kriminalitet, som der er flere penge i end både narko og våbenhandel.

I Danmark er det fuldt lovligt at købe et andet menneske til sex. Man må ikke købe sig til sex med én som er tvunget, så kan man nemlig dømmes efter voldtægtparagraffen. Det sker godt nok så godt som aldrig, selv om man ved, at der er et antal handlede kvinder i Danmark, som bliver udnyttet på alle måder af kyniske bagmænd.

Hvad så hvis det er en dansk kvinde man køber? Eller en ung fyr på et gadehjørne man køber til sex? Er det så ikke i orden? Jo, rent lovgivningsmæssigt er det helt i orden og det FATTER JEG BARE IKKE!

Man ved at folk der sælger sig til sex stort set altid gør det for at skaffe penge. Desuden ved man at mennesker i prostitution ofte lider overlast, har sociale problemer, må lyve for omgivelserne, og er udsat for stor risiko for overfald, voldtægt, røveri osv. En vigtig skadevirkning af længere tid i prostitution er posttramatisk stress-syndrom, og desuden tab af sin egen seksualitet.

Hvorfor skal vi bare stiltiende se på, at mennesker går til grunde fordi samfundet ikke formår at stable tilstrækkelig hjælp på benene?

Nu har Præsteinitiativet i folkekirken talt imod regeringens flygtningepolitik, og biskopperne (de fleste af dem) har talt for mangfoldighed og åbenhed overfor omverdenen. Jeg savner en kirkelig – ikke moralsk men menneskeligt baseret – stillingtagen til, at man uden videre kan købe andre til sex i dette land.

Børn elsjer at lære. Faktisk er det umuligt at forhindre små børn i at lære at kravle, at stå, gå, smile, tale, spise selv og selv at tage tøj på.

Man siger at et menneske har lært halvdelen af alt hvad det lærer livet igennem når det er 6 år.

Men sikkert er det, at et barn skal trives og være trygt, have sund mad og søvn, og frem for alt have lyst til at lære. Et barn lærer gennem leg, og når mange børn skal være sammen på et relativt lille areal, kræver det synlige og nærværende voksne, der kan lære børnene socialt samspil, skabe optimale rammer og bære ansvaret for den læring gennem leg der finder sted.

Derfor er det også så vigtigt, at de pædagoger og pædagogmedhjælpere der er ansat i vores daginstitutioner har optimale arbejdsvilkår. Det vil sige god løn, tilstrækkelig normering – max. 4 børn pr. voksen i daginstitution og max. 6 børn pr. voksen i børnehaver.

De voksne skal bruge deres tid på pædagogiske tiltag, på at lade ungerne udvikle sig, og på at hjælpe børn der eventuelt har brug for ekstra støtte.

De ansatte har derimod ikke brug for at skulle dokumentere alt hvad de siger og gør i diverse skrivelser og rapporter, så tiden går fra kerneopgaven: omsorg for børnene.

Og børnene har ikke behov for at blive målt og vejet, som det sker i erhvervslivet. Børn er børn, og skal have lov at lege og at udvikle sig i eget tempo – uden forhippede voksne der hepper på sidelinjen.

Derfor er det også rigtig godt, at regeringen ikke nåede at gennemføre forslaget om at gøre børnehaveklassen til 1. klasse, med skemalagt dansk og matematik, for Peter på 6 år der har krudt i rumpen og Lise på 5 år, som er så genert at hun helst bare vil lege lidt mere med dukkerne i dukkekrogen. 

Vi bliver ældre og ældre, men barndommen skrumper ind. Det er en tendens vi klart skal modvirke. Lad de små børn lege sig gennem livet – i det mindste gennem barnelivet.

Peter på 6 år, som ifølge børnehaven ikke er skoleklar, skal 

“Discount-uddannelser”. Jeg bryder mig slet ikke om udtrykket, men det dækker jo over en realitet, er jeg bange for.

Frisører der står i lære i 4 år for at lære et gedigent håndværk synes ikke den 1-årige frisøruddannelse er noget at råbe hurra for, og flere frisørmestre skilter med, at deres ansatte bestemt har den 4-årige uddannelse.

Meritlærere og -pædagoger er ugleset, til dels, blandt deres kolleger, som har brugt dobbelt så lang til på at blive proffesionsbachelorer, som det så fint hedder i dag. Ikke mindst når studerende er optaget på merituddannelserne på dispensation eller dobbelt dispensation.

Nu er turen så kommet til præster. Biskop Lindhardt i Roskilde har lanceret et provokerende forslag om, at man nu for eksempel på Syddansk Universitet skal kunne blive præsteuddannet uden teologisk kandidateksamen.

Nu er jeg jo selv en af slagsen, teolog altså, og har da ofte følt i min studietid, at det var hårdt at skulle kunne læse både latin, græsk og hebraisk. Alligevel må jeg sige at det også har givet mig en utrolig indsigt og nogle fundamentale kompetenser i forhold til tekstanalyse, oversættelses-spidsfindigheder, uholdenhed og sproglig indsigt.

Når der opstår en mangelsituation i samfundet er det måske meget naturligt at ville kompensere i form af kortere uddannelser, men vi skal passe rigtig meget på, når vi slækker på kravene til hvad man skal kunne i bestemte erhverv og fag.

Jeg deler Lindhardts bekymring for en eventuel præstemangel, og jeg kan ikke have noget imod forsøg med en kortere, mindre grundig præsteuddannelse. Men skal den i så fald have hjemme på et universitet? Er det så ikke rimeligt også at have imam, pater og rabbiner-uddannelser på universitet? Og hvor længe skal en sådan uddannelse være en realitet? I al fremtid, med fare for at ingen mere vil tage den traditionelle teologieksamen, eller kun til præstemanglen er afværget?

Discount-uddannelse er som sagt et grimt udtryk, men det er vel resultatet af et misforstået hensyn til akutte mangelsituationer. De langsigtede virkninger er ikke svære at forudse, når vi udvider til at have kortere læge-, pilot-, buschauffør-, og militæruddannelser. Den kan blive et spørgsmål om liv og død, men også et spørgsmål om hvordan Danmarks vigtigste grundstof: uddannelse, skal klare sig i fremtiden.